Hvordan laver man en god podcast? I denne artikelserie fra Hallkom får du gratis råd om podcasting.

Artikelserien er er skrevet til dig, der gerne vil blive bedre til at lave din egen podcast eller overvejer at starte en. Artikel 3 af 4 fokuserer på optagelse og hvordan du får den bedste lyd i kassen til din podcast.

Du har lige været ude at optage et kanongodt interview. Så kommer du hjem, lytter til optagelsen, og opdager, at der er nogle mærkelige knirkelyde, du ikke har lagt mærke til. I denne artikel får du tekniske fif til, hvad du skal tænke over, når du optager podcasts.

Hallkom læsetid på indlæg

Du kan læse om:
  • Hvilken støj skal man være opmærksom på?
  • Sluk mobilen (eller sæt den på lydløs)
  • Lav en test og lyt til den!
  • Hvad er Cleansound eller “rumlyd”, og hvad skal man bruge det til?
  • Hvorfor kan det være en god idé at optage med to mikrofoner?
  • “Synkroniseringsklappet”
  • Interview: lær at nikke!
  • Hvorfor man skal starte forfra, hvis man kludrer en sætning/spørgsmål
  • “Øhhhmmmm” 🙂
Er der ord, du ikke har set før? Tjek ordlisten i bunden af artiklen.

Links til de andre artikler i serien:

Du får artiklerne ”Podcast som en Pro” ved at følge min blog eller skrive dig op til mit nyhedsbrev [get:it] by Hallkom. Der er fire artikler i serien


 

Hvilken støj skal du være opmærksom på?

Hvad end du er ude i marken (“on location) at optage lyd, sidder i et rum og interviewer, eller sidder hjemme under en dyne (eller hvad du nu har bygget af lydisolering, der hvor du optager lyd) skal du tænke over, at alle lyde kan høres på din optagelse.

For eksempel:
  • Gøende hunde
  • Knirkende gulve/stole
  • Bankende håndværkere
  • Flyvemaskiner
  • Ambulancer eller tung trafik der passerer
  • Vejarbejder med tunge maskiner
  • Musik i det lokale du optager i

Hvis du bliver opmærksom på larm i baggrunden, så stop din optagelse og fortsæt når larmen er slut. Årsagen er, at du ikke kan klippe i et interview eller i en sætning, hvis der er en tydelig lyd i baggrunden. Lyden af en ambulance ændrer sig for eksempel, idet den kører forbi.

Sluk mobilen (eller sæt den på lydløs)

Husk altid at slukke for mobiltelefonen eller sætte på lydløs, hvis du bruger den til at optage. Både ”mobilskrat” og ringetone/vibrering går direkte ind på optagelsen.

Lav en test og lyt til den!

Det er en god idé, at lave en test og lytte til den med det samme. Både en test af din egen stemme og af den, du interviewer. På den måde kan du høre om lydniveauet er i orden og at der ikke er lyde på optagelsen, du ikke har lagt mærke til før.

Rrrr-rrr-rrrr-rrrr og bank-bank-bank-bank… Hvad er det? Det er de håndværkere som var i gang med at arbejde mens du optog podcast. Men du opdagede det først, da du kom hjem og lyttede til optagelsen i dit redigeringsprogram…

Hvad er Cleansound eller “rumlyd”? Og hvad skal man bruge det til?

Når du starter optagelsen, kan du begynde med 15 sekunders ”rumlyd” – altså 15 sekunders “ingenting” (efter “synkroniseringsklappet” – se herunder). Alle rum har en lyd, også selvom man ikke tror, de har. Rumlyd kalder jeg også Cleansound (CS) og skal bruges til at rette ting i optagelsen og indsætte ”rumlyd” hvis man får brug for det andre steder i optagelsen. Jeg forklarer mere i den næste og sidste artikel af “Podcast som en Pro” som fokuserer på redigeringsfasen.

Hvorfor kan det være en god idé at optage med to mikrofoner?

Forskellige stemmer har forskellige lydniveauer. Nogle taler højt – andre taler lavt. Hvis stemmer er optaget hver for sig, kan man i sit redigeringssoftware hæve eller sænke lydniveauet på hver stemme alt efter hvem der taler kraftigst eller svagest.

“Synkroniseringsklappet”

Hvis du optager din egen stemme og den du interviewer på to forskellige telefoner, skal du synkronisere optagelsen i dit redigeringsprogram efterfølgende. Det kan du gøre med “synkroniseringsklappet”, altså starte optagelsen med et klap. Klappet gør, at det er nemmere at lægge de to spor sammen rigtigt (så det lyder som én optagelse). Du vil hurtigt høre hvis de to optagelser ikke er synkroniseret korrekt, for det lyder mærkeligt.
I øvrigt er dette tip er baseret på de mikrofoner, jeg selv benytter, to knaphulsmikrofoner. Der er rigtig mange andre løsninger, hvor setuppet med mikrofoner vil og kan være anderledes.

Interview: lær at nikke i stedet for at sige “mmmmmm”

Det første man lærer som professionel radiovært og interviewer er at nikke. Hvorfor? Fordi man som lytter ikke kan holde ud at høre intervieweren svare “mmmm”….”mmmm”…”ja”…”nej”. Prøv at kigge på folk på TV som interviewer – de nikker også.

Hvorfor man skal starte forfra, hvis man kludrer en sætning/spørgsmål

Hvis du for eksempel stiller et spørgsmål, som du ikke får sagt det ordentligt, og du “kludrer”, vil din stemme sætte et unaturligt tryk på ordet, når du gentager det, du vil sige. Og så er det svært at klippe sammen efterfølgende. Så tænk over at stoppe og starte forfra, når og hvis du kludrer.

Øhhhmmmm 🙂

Vi kan ikke undgå at “væve”, mens vi tænker over, hvad vi skal sige. Jeg gør det selv. Men hvis du “øhhh’er” rigtig meget eller siger “hvad-det-hedder” 20-30 gange, så prøv at se om du kan vænne dig af med det. På den anden sidse kan man godt klippe en masse “øhhh” ud af en optagelse, men det tager tid.

 


Jeg håber, du kan bruge denne artikelserie til at blive klogere på, hvordan du skaber nogle interessante podcasts, som folk gerne vil lytte til.


Hallkom anbefaler – software og hardware

OBS: Mine anbefalinger er ikke sponsoreret af disse firmaer.

Podcasts jeg klipper:

Du kan lytte til min klippestil og hvordan jeg håndterer musik ved at lytte til disse:

  • Sustain Daily Podcast til dig, der gerne vil gøre dit liv lidt mere bæredygtigt
  • Københavns Kantatekor podcast til mennesker, som interesserer sig for klassisk musik
  • (Navn og kunde ikke offentliggjort endnu, men er i produktionsfasen): Podcast med historier om mennesker, der har valgt en anden vej i deres liv. Overordnet tema: Den digitale verden)

Ordliste (et mix af officielle udtryk og mine egne udtryk)

  • Speak: Det, du siger (ren tale i modsætning til musik)
  • Råfiler: De filer, du kommer “hjem med” efter du har optaget – dem, der er “ubehandlede”
  • Cleansound: Rumlyd. Altid vigtig at optage 10-15 sekunders “ingenting”
  • Intro: En speak – eventuelt over musik – som introducerer emnet til podcasten og hvad dine lyttere kan forvente
  • Outro: En speak – eventuelt over musik – hvor du eventuelt takker den, du har interviewet, og fortæller hvad dine lyttere kan forvente i næste episode
  • Shownotes: Kort tekst, der fortæller hvad lytterne kan forvente sig, hvis de lytter til din podcast. Et kort resumé eventuelt med links til ting, du eller din gæst nævner i podcasten
  • Klippemanus: Hvis du har nogen til at klippe din podcast for dig, er det vigtigt med et klippemanus.
  • Teaser/Spot: En lille lydbid (eventuelt over musik) som præcist fortæller, hvad din podcast handler om. Denne kan du bruge på sociale medier.
  • Skiller: En lille musikalsk lydbid, som skiller dine forskellige afsnit i podcasten ad
  • Fade: At musikken fader op eller ud for eksempel under speak

Links/artikler, som fortæller hvorfor podcasts og lyd er fremtiden og stadig bliver mere og mere populære

Om Hallkom/Anette Hallstrøm:

Med min fortid som studievært og journalist på blandt andet Danmarks Radio har jeg klippet en lang række radioprogrammer både med fysiske spolebånd og senere med redigeringssoftware. Nu lever jeg af at redigere podcasts for flere forskellige kunder, herunder Sustain Daily og deres ugentlige podcast om bæredygtighed. Udover at editere podcasts hjælper jeg virksomheder med kommunikation, markedsføring, speaks, videodubbing og markedsføring på sociale medier.

Skal jeg klippe din podcast?

Hvis du ikke har mod på at klippe selv, og du gerne vil have professionel lyd og klipning, er du velkommen til at skrive til mig og få et godt tilbud: info@hallkom.dk

Vil du have et kursus i podcasteditering og lære Hindenburg bedre at kende?

Skriv til mig for mere info omkring kurset og priser: info@hallkom.dk

Grafik til artikelserien af canneroth.se

OBS: Disse artikler må ikke kopieres eller benyttes hverken helt eller delvist uden forudgående aftale med Anette Hallstrøm/Hallkom.

De må gerne linkes til, hvis du krediterer mig som kilde og forfatter! For plagiarisme er bare totalt uncool.

Tak!

Hvad er din største udfordring når du optager din podcast? Smid gerne en kommentar herunder…