Hvordan bliver du god til at præsentere? Hvis du ikke er født til at stå på en scene, kan du så lære det? JA du kan! Grundig forberedelse kan hjælpe dig et langt stykke ad vejen. Læs min artikel med tips til hvad der virker – og hvad der ikke gør. Her får du både de helt lavpraktiske og de mere overordnede tip
Koldsved på panden, sommerfugle i maven, en følelse af at du dør af skræk lige om lidt… Sådan kan du have det, når du skal præsentere. Hvis du ikke er scenevant, kan du med fordel læse mine 11 tips til at præsentere bedre.
Det kan også være at du er en garvet taler og født til at præsentere. Så kan du bare hoppe denne artikel over. Men – af nysgerrighed skulle du alligevel læse mine syv “Don’ts” længere nede. Dem har jeg listet efter at have lyttet til talere igennem et langt arbejdsliv. Måske har du også begået en af disse?
Her er 11 råd om at blive bedre til at præsentere:

From Pixabay
1. Lav en visuel kladde
Brug pen og papir til at “tegne din præsentation” inden du skaber den. På den måde bliver du tvunget til at “se” historien og essensen af, hvad du vil fortælle.
- Hvor vil du starte?
- Hvad skal du huske at komme omkring?
- Hvor vil du slutte?
Hvis du ikke kan tegne, så brug bokse og ord. Vigtigst er, at du kan se flowet og ved hvor du vil hen
2. Vær 100% fokuseret på selve emnet for din præsentation
At bygge en præsentation er lidt ligesom at skrive en artikel. Hold dig til emnet og den vinkel, du har valgt. Forsøg ikke at fortælle 10 forskellige historier på én gang. Skriv ikke ordret hvad du vil sige, men det som understøtter det du vil sige.
3. Lav en folder/mappe til indholdet og selve præsentationen på din pc/Mac
Fordi du har lavet en visuel kladde, ved du formentlig, hvilke billeder/screen shots du vil bruge. Så skab en folder/mappe og læg billeder og screenshots dér, så du ikke hele tiden skal lede efter dem. Det sparer tid i planlægningsfasen
4. Når din overordnede idé er klar, starter du med at bygge præsentationen
Og ligesom med blogs og artikler er det en god idé først at lave et udkast og så lade det så stå som det er. Ikke rette eller redigere før senere. Når præsentationen har ligget lidt og summet (et par timer i gryden eller natten over), er det tid til redigering/gennemskrivning
5. Prøv et alternativ til PowerPoint – lav din præsentation i fx Sway
Hvis du skal fange interessen hos dit publikum, så prøv et stærkt visuelt præsentationsværktøj, der vil skærpe opmærksomheden hos dine modtagere og få dem til at huske det, de ser. Husk blot hvis du bruger Sway:
- Du skal have internet/wifi
- Du skal bruge dit tastatur til at “bladre”
Hvis du aldrig har hørt om Sway, start her.
6. Så er det øvetid
Øve, øve og øve. Brug din kat, din hund, din kæreste eller dine børn som publikum
7. Sæt timeren når du øver
Du har fået tildelt et antal minutter til at præsentere, og derfor er det vigtigt at du nogenlunde rammer det, du har til rådighed. Tænk på dem, der skal præsentere efter dig og æd ikke 20 minutter af deres tid. Er du den sidste, der præsenterer, så er det dig selv det går ud over når mødet er slut og du ikke nåede at sige det du ville. Få dem, der har hyret dig til at give dig tidscues, hvis du er et sted, hvor tiden ikke vises på en monitor
8. På dagen for præsentationen
Spis og drik!. Mød ikke op på tom mave. Se lige om du ikke kan få “naturen til at kalde” hjemmefra, så du ikke står og er blå i hovedet fem minutter før du skal på, fordi du ikke har været på toilettet
9. Teknikcheck! Mød op i god tid, for at tjekke at teknikken virker
- Afhænger din præsentation af wifi, så opsæt mobilt hotspot via din telefon forinden, så du har internetadgang, hvis lokalets forbindelse er dårlig. Skriv til dig selv hvordan du gjorde. Hvis du er nervøs kan du nemt glemme det (med mindre det ligger på rygraden)
- Hav evt. din præsentation på et USB stick eller download en offline version til din præsentationsmappe
- Husk også at oplade både din mobiltelefon og pc/Mac
- Check hvad der skal til af fysiske grej (ledninger, indgange) for at netop din pc/mac kan forbindes med projektor/lærred
10. Vejrtrækning – og saml tankerne inden du skal på
Find et roligt rum, træk vejret dybt et par gange. Fokusér på det positive i at du nu skal præsentere det, du brænder for!
11. Nyd øjeblikket og start med at stille et spørgsmål til dit publikum
Start med at takke dem, der introducerer dig. Stil dernæst et relevant spørgsmål til dit publikum. Så engagerer du dem, og du slapper forhåbentlig mere af, de første 10-15 sekunder, inden du skal i gang. Brug humor, hvis du kan. Tag ikke situationen for alvorligt. Du er et menneske. Det er dit publikum også.
Flere gode råd om at præsentere
Der er rigtig mange præsentationseksperter derude. Jeg kan anbefale dig at følge David McGimpsey, som har inspireret mig til flere af ovenstående råd. Han har gode artikler og tip på sin hjemmeside.
Hvad skal du IKKE gøre? Er du en af dem, der altid starter med en undskyldning? Forelsker du dig i én bestemt blandt publikum? Læs videre…
Jeg har siddet blandt publikum og overværet rigtig mange præsentationer i mit liv. Både dem, som har været inspirerende og skelsættende. Jeg husker specielt fotografen Platon som tryllebandt mig og 400 andre tilhørere med sine historier om kendte og ukendte mennesker, han har fotograferet gennem sin karriere. Men der er også dem, der har været tåkrummende pinlige.
Her er syv råd om, hvad du IKKE skal gøre, når du præsenterer

From Pixabay
1. Starte din præsentation med en undskyldning
Prøv at lægge mærke til, hvor mange der starter med en undskyldning. Det er det allerførste de siger, inden de starter deres præsentation. Men hvorfor undskylde? Du gør dig mindre værd med en undskyldning Her er nogle af de undskyldninger, jeg har hørt:
- “Jeg taler ikke så højt i dag, fordi jeg har lidt ondt i halsen” (Publikum kan godt høre dig, selvom du er forkølet)
- “I må undskylde at jeg kommer for sent, men bussen sad fast i en snedrive” (Du kommer selvfølgelig i god tid, og sner det, tager du afsted i rigtig god tid!)
- “Jeg har ikke lige fået forberedt mig så grundigt” (Det siger du bare ikke! Du sørger selvfølgelig for at forberede dig grundigt, med mindre du er blevet ringet op en time før, fordi en anden taler har lagt sig med influenza, i hvilket fald det helt undtagelsesvis vil være på plads at starte med en undskyldning)
2. Kigge på lærredet mens du præsenterer
Hvis du kigger på lærredet, vender du ryggen til mig, dit publikum. Og så kan jeg ikke høre hvad du siger, med mindre jeg sidder på de forreste rækker. Jeg føler mig ladt i stikken, når du vender ryggen til
3. Læse bullets op fra dine slides
Fortæl i stedet historien som supplerer det, der står i din præsentation. (Hvis du kigger på lærredet har du også ryggen til publikum)
4. “Forelske dig” i én bestemt tilskuer
Der er en tendens til at man forelsker sig i en eller to udvalgte personer blandt publikum. Det er synd for alle de andre, der også gerne vil have din opmærksomhed. Husk at kigge på alle i rummet!
5. Tale monotont
Ser dit publikum ud som om de er ved at falde i søvn? Måske er din stemme for monoton, så husk at variere den. Indtal eventuelt din præsentation i en lydoptager (brug en app på din telefon) og lyt så med friske ører. Varierer du dit tonefald?
6. Stå som en statue på samme sted
Når du står på scenen, bevæg dig lidt rundt for at skabe dynamik. Den anden yderlighed er “Steve Ballmer på speed”, og dér vil du nok heller ikke hen, med mindre du er Steve Ballmer!
7. Lade dit publikum falde i søvn
Det er dybt utaknemmeligt at være nummer seks i rækken af talere og skulle på lige efter frokost på andendagen af et indholdsrigt seminar. Men det er slet ikke så svært at få energien tilbage i salen, og det undrer mig virkelig at ikke flere benytter sig af dette trick:
Læg en fed video eller noget god musik ind i din præsentation, også selv om du præsenterer noget meget teknisk eller akademisk. Få dit publikum til at stå op og instruér dem i en simpel lille dans og dans så med dem. Jeg lover dig vi vågner, hvis du laver det stunt. Og du fremstår som et anderledes indslag i den lange talerække, den som vi vil huske.
Vil du blive bedre til at præsentere?

Foto: Mikael Matzen
- Hvis du skal præsentere, kan du booke en mentor-session hos mig i forberedelsesfasen, hvor vi brainstormer og forbereder dig grundigt på at levere den bedste præsentation
- Hvis du vil have ærlig og konstruktiv feedback på dig selv som taler, så invitér mig med, når du skal præsentere. Så får du mine observationer efterfølgende, som du kan bruge til at blive bedre. NB: Gælder kun i Øresundsregionen
- Skal du bruge en Sway? Book mig til at lave den for dig
info@hallkom.dk
Har du andre gode råd om at præsentere eller om hvad man ikke skal gøre? Lad mig høre i kommentarfeltet herunder.
Trackbacks/Pingbacks